Om Bøf & Ost
Husene på Gråbrødretorvs sydlige side er de gamle ildebrandshuse, der er opført efter den store brand i år 1728. I det ældste hus i nr. 13, ligger Restaurant Bøf & Ost, som har store hvide parasoller og behagelige bambusstole på den store udendørs terrasse om sommeren. Terassen var den første udendørs restaurant i Danmark.
Restauranten er smuk med gulv af ølandssten, hvidkalkede vægge og hynder af provencestof. Ved vintertid buldrer den åbne pejs og giver en dejlig varm velkomst i disse hyggelige rammer. I Bøf & Ost har vi ønsket at skabe et spisested med en afslappet og uhøjtidelig atmosfære, hvor vore gæster kan føle sig velkomne.
Det er vigtigt for os, at vore gæster til enhver tid kan føle sig sikre på kvaliteten af det, vi serverer. Derfor bruger vi udelukkende helt friske førsteklasses råvarer i vort køkken. Bøf & Ost´s menukort følger sæsonerne og er kendt for altid at have specielle gode råvarer, f.eks. kantareller og morkler samlet af vore egne svampeplukkere.
Vi synes, det er vigtigt i en hverdag, der bliver mere og mere forjaget, at skabe et sted, hvor man kan hygge sig for en stund og koble af. Pigerne i restauranten vil tage lige hjerteligt imod Dem, hvad enten De kommer for at spise en stor middag eller for at slappe af over et stykke ost og et glas rødvin.